2.2.3 Beregning af bebyggelsens etageareal

Stk. 1.
En bebyggelses etageareal beregnes ved sammenlægning af bruttoarealerne af samtlige etager, herunder kældre og udnyttelige tagetager, med de begrænsninger og udvidelser, der fremgå af stk. 2-4.

Stk. 2.
Rum, der går gennem flere etager, medregnes kun til den etage, i hvilken gulvet er beliggende. Trapper, trapperum, altangange og elevatorskakter medregnes dog for hver etage.

(2.2.3, stk. 2)
Bestemmelsen gælder både ind- og udvendige trapper. Trappers og altanganges projektion på terræn medregnes ikke i ejendommens etageareal. Udvendige brandtrapper (flugtvejstrapper) kan holdes udenfor arealberegningen.

Stk. 3.
Til etagearealet medregnes ikke: a. Glasoverdækninger og andre overdækninger svarende indtil 5 pct. af grundens areal, for grunde under 300 m² dog indtil 15 m²,

(2.2.3, stk. 3 a)
Bestemmelsen omfatter både åbne og lukkede overdækninger, som ikke anvendes til egentlige beboelses- eller erhvervsrum, f.eks. altanlukninger, terrasseoverdækninger, udestuer, tribuneoverdækninger, overdækkede gårde og forbindelsesgange, centre og lignende.

b.
Den del af kælderen, hvor det omgivende terræn ligger mindre end 1,25 m under loftet i kælderen,

c.
Affaldsrum i terrænniveau fastsat efter kap. 12.6, stk. 3,

d.
Åbne altaner,

e.
Sikringsrum til sikringsrumspligtige bygninger med forskriftsmæssig størrelse samt offentlige beskyttelsesrum, der er myndighedsgodkendte,

(2.2.3, stk. 3 e)
Om sikringsrum og offentlige beskyttelsesrum henvises til lov nr. 1055 af 23. december 1992 om beskyttelsesrum som ændret ved lov nr. 1095 af 21. december 1994, reglement af oktober 1993 for indretning af sikringsrum og murgennembrydninger samt reglement af oktober 1993 for projektering og opførelse af offentlige beskyttelsesrum.

f.
Småbygninger med en grundflade på indtil 10 m², jf. kap. 3.7 og

g.
Hemse med et areal på indtil 4,5 m².

Stk. 4.
For garager, carporte, udhuse, drivhuse, skure og lignende bygninger gælder følgende regler:

a.
Ved samlede boligbebyggelser med både lodret og vandret lejlighedsskel og ved tofamiliehuse med vandret lejlighedsskel beregnes et fradrag på 20 m² pr. bolig, og

(2.2.3, stk. 4 a)
Fradraget på 20 m² beregnes pr. bolig uanset de matrikulære forhold.

b.
Ved andre bebyggelser medregnes arealer i kælder eller gårdkælder ikke. Andre garagearealer, herunder selvstændige garagebygninger, medregnes kun med den del af arealet, der overstiger 25 pct. af bebyggelsens øvrige etageareal.

Stk. 5.
Etagearealet måles i et plan bestemt af overside af færdigt gulv til ydersiden af de begrænsende ydervægge med følgende afvigelser:

a.
I udnyttelige tagetager medregnes det areal, der i et vandret plan 1,5 m over færdigt gulv ligger inden for planets skæring med tagbeklædningens udvendige side,

b.
Åbne etager, porte, luftsluser og lignende medregnes til den linie, som bygningens ydervægge i øvrigt angiver,

c.
Ved overdækninger uden begrænsende ydervægge måles arealet efter tagfladen, og

d.
Ved fælles vægge mellem rum, der skal medregnes til hvert sit etageareal, måles til midten af væggen, idet der dog ved fælles vægge placeret over skel måles til skellinien.

Forrige afsnit