10.8 Krav til skorstene og røgrør

Stk. 1.
Skorstene og røgrør skal udføres og opsættes, så der ikke opstår fare for brand, eksplosion, skadelig kondens, forgiftning og sundhedsmæssige gener.

Stk. 2.
Der skal anvendes materialer, der er modstandsdygtige over for røggasser, ild, varme og korrosion.

Stk. 3.
Skorstene og røgrør skal udføres og opsættes, så der ikke opstår højere temperatur end 80 grader C på brændbare materialer.

Stk. 4.
Skorstene og røgrør skal have en sådan udformning, lysningsareal og højde, at der bliver tilfredsstillende trækforhold og røgafkast.

(10.8, stk. 4)
Hvis et fyringsanlæg medfører væsentlige røgluftgener for omgivelserne, giver miljøbeskyttelsesloven kommunalbestyrelsen mulighed for at kræve, at ildsteder og skorstene eller fyringen ændres, så generne ophører. Hvis ulemperne ikke kan afhjælpes, kan kommunalbestyrelsen forbyde anvendelse af anlægget.

For gasfyrede anlæg henvises til gasreglementets afsnit A og til afsnit B-4.

Stk. 5.
Der skal være mulighed for rensning af skorstene og røgrør. Renselemmes størrelse skal mindst svare til skorstenens lysningsareal.

(10.8, stk. 5)
Lige og korte røgrør vil normalt kunne renses uhindret, uden at der monteres renselem på røret. Ved andre udformninger af røgrøret vil montering af renselem være nødvendig.

Der henvises til DS 1073 - Aftræksforbindelser, ovne og kedler for fast og flydende brændsel samt gas ved gasblæseluftbrænder.

Stk. 6.
Skorstene skal være tilgængelige for udvendigt eftersyn.

Stk. 7.
Hvis skorstene er indrettet til at renses fra toppen, skal der være sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige adgangsmuligheder til skorstenen.

Stk. 8.
Små stålskorstene, skorstenselementer og skorstensforinger til små skorstene for olie eller fast brændsel skal være godkendt af Boligministeriet.

(10.8, stk. 8)
Ved små skorstene forstås skorstene af enhver art, der modtager aftræk fra et eller flere ildsteder, for hvilke den samlede indfyrede effekt er højst 120 Kw.

Stk. 9.
Brændbart materiale skal mindst holdes i følgende afstande fra små skorstene og fra de tilhørende røgrør og renselemme - stålskorstene og murede skorstene 100 mm - røgrør 300 mm - renselemme 200 mm Afstandene måles til den udvendige side.

Stk. 10.
Når vangerne i en muret skorsten er mindst 228 mm tykke, eller skorstenen er udført i en tilsvarende isoleret konstruktion, kan bjælker, spær og trappevanger dog anbringes direkte op ad skorstensvangerne. Kanten af brændbare beklædninger, der er højst 30 mm tykke, kan anbringes umiddelbart op til murede skorstene og 50 mm fra stålskorstene.

(10.8, stk. 10)
Eksempler på tilsvarende konstruktioner:

- elementskorstene med mindst 108 mm skalmuring
- muret skorsten med 108 mm vanger og skorstensforing og isoleret fra træværket med mindst 20 mm mineraluld.

Stk. 11.
I forbindelse med tagdækninger, som ikke kan klassificeres som klasse T tagdækning, skal skorstene udføres og opsættes på en sådan måde, at der opnås tilstrækkelig sikkerhed mod brand.

(10.8, stk. 11)
Klasse T tagdækninger er klassificeret i DS 1063.1 Tagdækninger.

Forrige afsnit         Næste afsnit