7.3 Klimaskærm

Stk. 1.
Tagkonstruktioner, ydervægskonstruktioner og kryberum, som indeholder fugtfølsomme materialer, skal sikres mod akkumulering af skadelig kondensfugt.

(7.3, stk. 1)
Sikringen kan f.eks. ske ved passende ventilering af konstruktionen eller anvendelse af diffusionsåbne overflader.

Stk. 2.
Terrændæk skal konstrueres, så der ikke kan ske fugtopsugning fra det underliggende terræn, og så der ikke kan forekomme skadelig fugtophobning som følge af fugttransport fra indeluften.

Stk. 3.
Tage skal være udført af sådanne materialer og på en sådan måde, at der opnås tæthed mod indtrængen af regn og smeltevand og sne.

(7.3, stk. 3)
I SBI-anvisning 178 om bygningers fugtisolering er anført principper for fugtteknisk korrekt udførelse af forskellige typer af tagkonstruktioner illustreret med konkrete eksempler.

Stk. 4.
Tage skal have en sådan hældning, at regn og smeltevand fra sne på forsvarlig måde kan løbe af.

(7.3, stk. 4)
Dette vil sædvanligvis være opfyldt, hvis hældningen på tagfladen er større end 1:40 svarende til 2,5 cm pr. m.

Stk. 5.
Tagvand skal afledes til tagrender, skotrender, nedløbsrør eller indvendige afløb. Tagrender kan dog udelades ved bygninger med særlig fri beliggenhed samt ved garager, udhuse og lignende mindre bygninger, medmindre kommunalbestyrelsen i det enkelte tilfælde forlanger andet.

Stk. 6.
Tagvand skal ledes væk fra bygningen og må ikke afledes til gene for vejareal eller nabogrund.

Stk. 7.
Overgangen mellem opvarmede rum og tagkonstruktioner af træ skal udføres på en sådan måde, at der ikke opstår skadelig kondens og sådan, at luftgennemgang forhindres.

(7.3, stk. 7)
Såfremt der anvendes en dampspærre til at forhindre luftgennemgang, anbringes den på den side af varmeisoleringen, der vender mod det opvarmede rum. Dampspærren skal slutte tæt til ydervægge og alle former for gennembrydninger i loftsfladen.

Forrige afsnit         Næste afsnit