Stk. 1.
Bestemmelserne i dette kapitel gælder, hvis en lokalplan eller byplanvedtægt ikke
fastsætter andre bestemmelser om det pågældende forhold.
(3.1, stk. 1)
Det fremgår af byggelovens § 6 C, at en bebyggelse ikke må opføres med mere end
2 etager, og ingen del af en bygnings ydervægge eller tag må være hævet mere end 8,5 m
over det omgivende terræn. Det fremgår videre af byggelovens § 8, stk. 1, at bebyggelse
ikke må opføres nærmere skel mod anden grund eller sti end 2,5 m.
I Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 496 af
29. juni 1990 om supplerende bestemmelser er visse bygninger, konstruktioner og anlæg
undtaget fra de almindelige højdebestemmelser.
Det bør undersøges, om der er privatretlige
servitutter, deklarationer eller offentligretlige byggelinier m.v., som kan få
indflydelse på bebyggelsens højde og etageantal.
Afstandskravene gælder også ved udvendige trapper,
altaner, hævede terrasser, tagterrasser og lignende hævede opholdsarealer samt for
svømmebassiner.
Stk. 2.
Højder måles lodret fra naturligt terræn. For bebyggelser på skrånende terræn
eller terræn med større niveauforskelle måles fra et eller flere niveauplaner, der
fastsættes af kommunalbestyrelsen. Niveauplanernes beliggenhed skal på eentydig måde
fremgå af byggetilladelsen, normalt ved angivelse af planernes koter. Ved fastlæggelse
af niveauplaner skal kommunalbestyrelsen tage hensyn til terrænforholdene på de
tilstødende grunde og karakteren af den omliggende bebyggelse. Der skal skabes rimelige
bebyggelsesmuligheder og adgangsforhold for den pågældende grund. Der kan fastlægges
flere niveauplaner for samme grund.
Stk. 3.
Afstande måles vandret uden hensyn til terrænforskelle. Afstanden måles
vinkelret på den pågældende modstående linie (vejlinie, naboskel) eller bebyggelse.
Kommunalbestyrelsen kan af hensyn til lysforholdene eller for at begrænse indbliksgener
forlange, at afstanden skal måles som den mindste fri afstand mellem bygning eller
bygningsdel og modstående vejlinie, naboskel eller anden bebyggelse på samme grund.
Stk. 4.
Ved bestemmelse af bebyggelsens afstand til naboskel eller sti ses bort fra: a.
Kælder, kældertrapper, tanke, ledninger og lignende under terræn og b. Tagudhæng,
vindskeder, lætage over døre samt gesimser og lignende mindre bygningsdele med et
fremspring på højst 0,5 m.
Stk. 5.
Ved bygninger uden begrænsende ydervægge måles fra tagfladen.
Stk. 6.
Ved beregning af bebyggelsens afstand til vejskel ses bort fra bygningsfremspring
anbragt ud over vejskel i det omfang, som er angivet i lov om offentlige veje og i lov om
private fællesveje med nedennævnte lempelser og begrænsninger:
a.
Mellem kørebane eller cykelsti og bygningsfremspring skal der altid være en fri
passage på mindst 1,3 m.
b.
Indtil 2,8 m over terræn kan bygningsfremspring udføres indtil 0,3 m ud over
vejskel.
c.
Lyskasser, fundamenter og lignende, der placeres i eller under terrænhøjde, kan
udføres indtil 0,8 m ud over vejskel.
d.
Skilte samt markiser af lettere konstruktion, hvis underside er hævet mindst 2,2 m
over terræn, kan opsættes indtil 1,0 m fra kørebane eller cykelsti.
e.
Trapper skal altid have en fri passage på mindst 1,3 m mellem kørebane eller
cykelsti og trappe.
(3.1, stk. 6)
Der henvises til § 103, stk. 1 i lov om offentlige veje.
Næste afsnit |